Sammen om punktskrift
fredag den 28. februar 2025
Vejledningen beskriver en model og køreplan for det gode punktskriftsforløb, og giver handlingsanvisende anbefalinger til punktskriftindsatser i hjem, dagtilbud og skole.
Modellen og køreplanen tydeliggør den organisering, koordinering, samarbejde og de relevante indsatser, der er en forudsætning for det gode punktskriftforløb for alle børn i målgruppen, uanset bopælskommune. Hensigten med Sammen om punktskrift er at tilføre viden, anbefalinger og inspiration til, hvordan centrale aktører i punktskriftforløb for 0-17årige bedst kan understøtte punktskriftsindlæring og -vedligeholdelse i hjem, dagtilbud og skole.
Vejledningen er målrettet forældre, ledelser og fagprofessionelle i dag- og skoletilbud samt sagsbehandlere, PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og øvrige myndighedspersoner, som spiller en central rolle i punktskriftsforløb for 0-17-årige.
Sammen om punktskrift er resultatet af et nationalt samarbejdsprojekt mellem DTHS, Danske Tale- Høre- & Synsinstitutioner og Synscenter Refsnæs. Synscenter Refsnæs har været projektejer.
Projektet er finansieret af puljemidler fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Sammen om punktskrift udkommer både i trykt udgave og som tilgængelig pdf som frit kan downloades nedenfor. Den trykte udgave er på vej i posten til alle centrale aktører i punktskriftsforløb for 0-17 årige, og til alle bidragsydere i projektet. Yderligere eksemplar kan bestilles via Mediateket ved Synscenter Refsnæs.
På vegne af styregruppen i projekt Sammen om Punktskrift
Formand Kenn Steen Andersen, centerleder Synscenter Refsnæs