STU-musiklinje

Lovgrundlag

STU LBK nr. 610 af 28.05-2019, 3-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Formål

Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer gennem et højt specialiseret undervisningstilbud. Målet er en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

Målgruppe

Den generelle målgruppe er unge, der har afsluttet folkeskolen og er under 25 år, når de påbegynder uddannelsen. Det er unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse med specialpædagogisk støtte.

Den specifikke målgruppe er unge, hvor synet er den primære funktionsnedsættelse evt. i kombination med andre delproblematikker, feks. social isolation, skolevægring eller lettere psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser.

Musik-STU har et særligt fokus på musik, hvor der arbejdes med elevens faglige, sociale og personlige målsætninger med afsæt i en musisk tilgang og forståelse.

Medarbejdere

Personalet består af lærere og pædagoger med linjefag eller speciale i musik samt anden musisk efteruddannelse. Personalet kan også omfatte pædagogiske medhjælpere og logopæder. Det tværfaglige samarbejde er centralt for indsatsen, og der samarbejdes tæt med andre faggrupper, der har specialviden i forhold til målgruppen, f.eks. psykologer og terapeuter.

Alle medarbejdere har grundlæggende kompetencer inden for synspædagogik og kommunikation. Lærere og pædagoger har basisuddannelse inden for synsfaglighed samt kompetencer på de synsrelaterede kerneområder. Lærerne har i tilknytning til deres grunduddannelse diplommoduler i relevante retninger, f.eks. synspædagogik og synsrehabilitering, inklusion, orientering og mobility og ADL (Almindelig Daglig Levevis). Hertil kommer øvrige specialpædagogiske og almenpædagogiske kurser og uddannelsesforløb.

Indhold i ydelsen

Undervisning

Undervisningen følger Undervisningsministeriets udmeldte timetal, hvoraf musikrelateret undervisning kan dække op til halvdelen af det samlede timetal.

  • Undervisningen foregår i mindre hold på 4-8 unge. Holdene er sammensat efter funktionsniveau for at sikre et udviklende fagligt og socialt undervisningsmiljø. Der udarbejdes mål i uddannelsesplanen. Målene bliver i størst muligt omfang udarbejdet sammen med den unge og dennes forældre ud fra de overordnede mål, der er sat af UU-vejleder i uddannelsesplanen
  • Målene fra uddannelsesplanen danner grundlag for den daglige undervisning, der evalueres og justeres løbende

Undervisningen har fokus på:

  • Udvikling af den unges personlige, sociale og faglige kompetencer
  • Udvikling af den unges kommunikative evner
  • Læring med udgangspunkt i den enkelte unge som en del af et fagligt og socialt fællesskab
  • Iværksætte passende praktikker for den unge i forhold til kompetencer og ønsker
  • At inddrage andre uddannelser som en del af den unges uddannelsesforløb
  • At øge selvstændighed og styrket inklusion
  • Inddragelse af relevante hjælpemidler i undervisningen, f.eks. punktskriftsapparater, synskompenserende IT-programmer, kommunikationsapps, taktile illustrationer mm.
  • Undervisningsmateriale særligt tilrettelagt til målgruppen
  • Undervisning i valgt hovedinstrument
  • Udvikling af musikalske kompetencer igennem musikteoretisk undervisning
  • Undervisning i sammenspil og sammenspilsledelse

Fysiske rammer

Det er etableret mindre undervisningsmiljøer, hvor både de udendørs og indendørs fysiske rammer tager højde for de unges behov for en høj grad af tilgængelighed. Alle lokaler er indrettet med tidssvarende justerbar belysning, ligesom der er plads til kørestole. Såvel indendøre som udendøre er der taktile kendemærker og ledelinjer, som understøtter elevens mobilitet og færden. Der findes svømmehal med varmtvandsbassin, idrætssal, sportsplads med atletikareal, musiklegeplads, skolegård med mulighed for trafiktræning samt faglokaler til madkundskab og musik.

Det musiske undervisningsmiljø råder over musikinstrumenter af høj kvalitet og er indrettet med tanke på tilgængelighed. Der findes et studie til optagelse af lyd samt øvelokale bl.a. med klaver og trommer. Skolens samlingssal anvendes til afholdelse af koncerter og større musiske arrangementer.

Afklaring og udredning

Ved indskrivning i et undervisningstilbud udarbejdes der:

  • Et afklaringsforløb i forhold til uddannelsesplanen
  • Afdækning af den unges faglige og sociale potentiale og behov for hjælpemidler
  • Faglige afdækninger i relevante fag (f.eks. dansk, matematik, musik og kommunikation afhængig af mål og ønsker)
  • Screeninger for relevante forhold, f.eks. velfærdsteknologi og hjælpemidler

Møder og forældresamarbejde

Der tilbydes:

  • Overleveringsmøde med evt. afgivende skoletilbud for at sikre den unge en tryg overgang og indhente den fornødne viden, der skal følge eleven
  • Minimum et årligt uddannelsesplanmøde hvor status og mål drøftes. UU-vejleder, kommunale samarbejdspartnere og evt. forældre inviteres. Fokus er på den unges faglige, sociale og personlige udvikling med udgangspunkt i uddannelsesplanen.

Evt. tilkøb

  • Har den unge behov for en særlig indsats de første tre måneder i et nyt skoletilbud, kan der evt. ansøges om en tillægsbevilling
  • Har eleven massive pædagogiske behov over en længere periode, kan der evt. ansøges om en tillægsbevilling