Efterskolen på Synscenter Refsnæs - skoledelen

Lovgrundlag

Folkeskolens § 20 stk. 3

Formål

Formålet er at tilbyde elever fra 8. – 10. klasse en højt specialiseret undervisningsindsats jf. Folkeskolelovens formål med henblik på at udvikle faglige, sociale og personlige kompetencer, der understøtter elevens forudsætninger for at blive uddannelsesparat samt gennemføre folkeskolens prøver med så godt et resultat som muligt.

Målgruppen er 8. – 10. klasses elever, hvor synet er den primære funktionsnedsættelse – typisk i kombination med andre delproblematikker, f.eks. social isolation eller skolevægring. 

Kendetegn for målgruppen er, at eleverne typisk har et uudnyttet potentiale for at udvikle deres faglige, sociale eller personlige kompetencer. 

Medarbejdere

Personalet består af lærere og pædagoger. Det tværfaglige samarbejde er centralt for indsatsen, og der samarbejdes tæt med andre faggrupper, der har specialviden i forhold til målgruppen, f.eks. psykologer, synskonsulenter, ungecoaches mm.  Alle medarbejdere har grundlæggende kompetencer inden for synspædagogik, specialpædagogik og didaktik.

Lærere og pædagoger har basisuddannelse inden for synsfaglighed samt kompetencer på de synsrelaterede kerneområder. Lærerne og pædagogerne har i tilknytning til deres grunduddannelse diplommoduler i relevante retninger, fx synspædagogik og synsrehabilitering, inklusion, orientering og mobility og ADL (Almindelig Daglig Levevis). Hertil kommer øvrige specialpædagogiske og almenpædagogiske kurser og uddannelsesforløb.

Indhold i ydelsen

  • Afklaring og udredning

Ved indskrivning i et undervisningstilbud udarbejdes der:

  • Afklaringsforløb med henblik på at målrette og individualisere undervisningsindsatsen
  • Faglige afdækninger i relevante fag (typisk dansk og matematik)
  • Screeninger for relevante forhold, fx velfærdsteknologi og hjælpemidler
  • Undervisning som følger Undervisningsministeriets udmeldte timetal, og eleven deltager som udgangspunkt i alle fag. 

Undervisningen foregår i en klasse med 5-10 elever, og er individuelt tilrettelagt med afsæt i elevens forudsætninger og potentiale. Dele af undervisningen kan foregå sammen med andre elever fra andre klasser for at sikre et udviklende fagligt og socialt undervisningsmiljø. Der udarbejdes individuelle elevplaner, der dokumenteres i MeeBook (digital læringsplatform), der belyser elevens kompetencer og potentialer.

Elevplanerne er målstyret og tager afsæt i folkeskolens fælles mål. Elevplanerne danner grundlag for den daglige undervisning og justeres løbende. 

Undervisningen har fokus på

  • Afdækning af elevens faglige og sociale potentiale og behov for velfærdsteknologi og hjælpemidler
  • Læring med udgangspunkt i den enkelte elev som en del af et fagligt og socialt børnefællesskab
  • Udvikling af elevens faglige kompetencer med henblik på valg af ungdomsuddannelse
  • Udvikling af elevens kommunikative evner og sociale kompetencer
  • Udvikling af elevens personlige kompetencer med henblik på øget selvstændighed og styrket inklusion
  • Inddragelse af relevante hjælpemidler i undervisningen fx punktskriftapparater, synskompenserende IT-programmer, taktile illustrationer mm. 
  • Undervisningsmateriale særligt tilrettelagt til målgruppen
  • Orientering og mobility på Synscenter Refsnæs, så eleven selv kan færdes mellem faglokaler
  • Musik som valgfag og som indhold i dele af den understøttende undervisning – som middel til at arbejde med udvikling af elevens personlige, sociale og kommunikative kompetencer

Fysiske rammer

Der er etableret mindre undervisningsmiljøer, hvor både udendørs og indendørs fysiske rammer tager højde for de unges behov med høj grad af tilgængelighed. Alle lokaler er indrettet med tidssvarende justerbar belysning, ligesom der er plads til kørestole. Såvel indendørs som udendørs er der taktile kendemærker og ledelinjer, som understøtter elevens mobilitet og færden.

Der findes svømmehal med varmtvandsbassin, idrætssal, sportsplads med atletikareal, musiklegeplads, skolegård med mulighed for trafiktræning, faglokaler til madkundskab, musik, fysik/kemi samt håndværk og design.

Møder og forældresamarbejde

Der tilbydes:

  • Overleveringsmøde med evt. afgivende skoletilbud for at sikre eleven en tryg overgang og indhente den fornødne viden, der skal følge eleven
  • To årlige elevkonferencer i form at hhv. et status- og evalueringsmøde, hvor forældre og kommunale samarbejdspartnere inviteres. Fokus er på den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling med udgangspunkt i elevplanen.
  • Daglig kort skriftlig orientering fra lærerne/pædagogisk personale med forældre via digitalt dagbogssystem i Sensum 

Evt. tilkøb

  • Har eleven behov for en særlig indsats de første tre måneder i et nyt skoletilbud, kan der evt. ansøges om en tillægsbevilling
  • Undervisning i orientering og mobility udenfor Synscenter Refsnæs kan tilkøbes

Se mere om Efterskolen som botilbud