En bus fuld af børn

Sommerskole. Venskaber. Teltlejr og udeliv. Aktiviteter og udfordringer. Fællesskab.

Der er mange gode ting at sige om en uge væk fra vante rammer sammen med ligestillede børn og unge fra hele landet. Men har man aldrig været på sommerskole før, eller kender nogen der har, vil dét at tage en uge væk, være en ordentlig mundfuld for de fleste børn. Måske især hvis man har en synsnedsættelse.

Det har Kommunikationscentret i Roskilde (SCR Roskilde) taget konsekvensen af, og på eget initiativ lejet en minibus for, sammen med deres gruppe af børn med synsnedsættelse, at tage en dag på Sommerskole. Tirsdag den 4. juli havde dette års Sommerskole på Synscenter Refsnæs derfor besøg af seks børn og tre synskonsulenter fra Roskilde.

”Vi syntes, det var oplagt at tage herud en dag for at præsentere sommerskolen for børnene, så de kan se, hvad det er at være på sommerskole. Det er vigtigt for dem, fordi de hver især er enkelt-integrerede og ikke er sammen med svagsynede til daglig” fortæller Stina Bager, Synskonsulent og initiativtager fra Roskilde.

Netop dét, at børnene ikke er sammen med andre blinde eller svagsynede børn i hverdagen, gør, at det kan være svært som barn at forholde sig til, at der er andre som en selv – andre steder. Og selv om man er integreret i skole og fritidsaktiviteter til daglig, så foregår tingene ofte i et tempo, hvor det kan være svært at følge med. Enkelt-integrerede børn er derfor ofte på ’overarbejde’ i hverdagen.  ”På sommerskolen foregår tingene i et andet gear, og børnene får øjnene op for, at der er andre som dem selv – derfor er sommerskolen bare et rigtig godt sted for dem at være, den ene uge om året” forklarer Stina Bager.

Nye venskaber
Gruppen af børn med synsnedsættelse fra Roskilde, er alle mellem 7 og 9 år, og fulgte derfor dagen igennem Sommerskolens yngste gruppe. De faldt naturligt ind i legen og lejren i den skyggefulde sansehave. På programmet denne tirsdag var bl.a. judo-træning hvor børnene, sammen med resten af sommerskoledeltagerne, fik prøvet kræfter med judoens kaste- og faldteknikker, greb og gulvkampe. Også et besøg i svømmehallen og en tur til stranden var på programmet.

Stina Bager har selv deltaget som medarbejder på sommerskolen tidligere, og kender værdien af det store fællesskab for børn og unge med synsnedsættelse. På Sommerskolen kan børnene spejle sig i ligestillede, erfaringsudveksle og stifte nye og ofte varige venskaber. Synskonsulenterne fra Roskilde håber, at besøget vil gøre, at flere børn og unge fra deres område tilmelder sig kommende sommerskoler: ”Når man først har fået blod på tanden med Sommerskole, så er det jo noget, børnene elsker og glæder sig til og snakker om – de danner nogle fællesskaber her, som er en gave for dem, og som de forhåbentlig kommer til at kunne bruge senere hen – det er dét, vi gerne vil med at tage herud på besøg”.

Initiativet fra synskonsulenterne i Roskilde hilses velkomment af Sommerskolens ledelse. Alle kommunikationscentre og familier med børn med synsnedsættelse er velkommen til at komme på besøg, enten før eller under Sommerskolen, så børnene får en fornemmelse af, hvad det vil sige at være på Sommerskole.

”Det er jo en fed ting, jeg tror alle børn ville elske at være på sådan en lejr - svagsynet eller ej. Alt er godt, alle er søde. God mad, lækre trøjer og udflugter – det er en luksuslejr”, afslutter Stina Bager, inden turen igen går mod Roskilde efter en lang og begivenhedsrig dag på Sommerskole.

Fakta:
Sommerskolen på Synscenter Refsnæs er et sommerkursus for børn og unge med synsnedsættelse og er et fast tilbud i Specialrådgivningens kursustilbud. Alle børn og unge mellem 7 og 17 år med blindhed eller synsnedsættelse er velkomne. Lokale synskonsulenter, forældre og andre kan indstille børnene til Sommerskolen.

Effekterne af at deltage i sommerskolen er:

  • Samvær med ligestillede
  • At ”mestre” en anderledes hverdag
  • At opleve succes på andre måder end de kendte
  • At opleve at have noget at bidrage med til en gruppe
  • Erfaring med at etablere sociale kontakter i en mindre og større gruppe
  • At øge bevidstheden om personlige og sociale kompetencer
  • Udfordringer
  • At overskride egne grænser.

Næste års sommerskole, den 52. af slagsen, finder sted i uge 27 fra den 30. juni til 6. juli 2019. 

Sammen er vi bedst – også ift. at få gode idéer og forslag til, hvordan sommerskolen 2019 kan blive endnu bedre. De indledende forberedelser er så småt ved at gå i gang, med nedsættelse af arbejdsgruppe og dialog på tværs af Synscenter Refsnæs og kommunikationscentrene.

Yderligere oplysninger om Sommerskolen på Synscenter Refsnæs fås hos Sommerskoleleder Annette Pedersen på anpeter@remove-this.regionsjaelland.dk eller til leder af specialerådgivningen Nanette Borges på navb@remove-this.regionsjaelland.dk