Ny beboer ved Synscenter Refsnæs - en føle-ko

Dato:

Synscenter Refsnæs har fået en ny og helt særlig beboer, en såkaldt føle-ko. 

På føle-koens venstre side er der med punktskrift skrevet:

Føl farverne.
Mærk formerne.
Se med følelserne.
For en ko er kun en ko, hvis man kan mærke den.

Koens højre side er inddelt i felter der hver har en farve beskrevet med punktskrift, med det formål at borgere med blindhed og synsnedsættelse kan føle farverne og placeringen på koen. 

Koen er en af i alt 50 køer, som blev skabt i forbindelse med kunstbegivenheden CowParade Copenhagen i 2007. Kunstneren Nils Freitag skabte en ko med særlig henblik på at borgere med blindhed og synsnedsættelse kunne få del i Cowparaden.  

Som afslutning på Cowparade blev køerne solgt på aktion til fordel for Red Barnet. Synscenter Refsnæs var opmærksomme på koen og afgav bud, men blev overbudt af apotekeren Peder Harboe. Koen har dermed stået i forhallen på Korsør Apotek i de seneste 14 år, indtil apotekeren Peder gik på pension i slutningen af oktober. Peder havde i årenes løb ikke glemt Synscenter Refsnæs' interesse for koen, hvorfor han valgte at donere koen til Synscenter Refsnæs i forbindelse med sin pensionering. 

Www.sn.dk har skrevet en artikel om føle-koen der har fundet nye græsgange hos Synscenter Refsnæs. Artiklen kan læses her: Føle-ko fandt nye græsgange på synscenter