Projekt Nationalt Netværksbaseret Samarbejde (projekt NNS) afsluttet januar 2021

Dato:

I perioden fra 2018-2020 har DTHS (Danske Høre-, Tale- og Synsinstitutioner) og Synscenter Refsnæs samarbejdet om et nationalt projekt på børnesynsområdet (projekt NNS – Nationalt Netværksbaseret Samarbejde). I projektet er der blevet udarbejdet ti handlingsanvisende vejledninger som del af en samlet national vejledning målrettet forældre, pædagoger og lærere til børn og unge med synsnedsættelse. Du kan læse mere om og downloade vejledningerne på Synref.dk

Projektets langsigtede formål er, med afsæt i en tidlig og fokuseret indsats, at fremme børn og unge med synsnedsættelses muligheder for at kvalificere sig til ungdomsuddannelse, videregående uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og aktiv og inkluderende samfundsdeltagelse. 

Med projektet har vi ønsket at bidrage til at vende den negative udvikling for målgruppen, og imødegå forekomsten af de risikofaktorer der beskrives i Socialstyrelsens Forløbsbeskrivelse for børn og unge med alvorlig synsnedsættelse.

I forbindelse med afslutningen af projektet og udgivelsen af de ti delvejledninger i den samlede nationale vejledning, udgiver vi dette nyhedsbrev, hvor du kan læse om: 

  • Den nationale vejledning og de faglige refleksioner og valg som delprojektgruppe 1, småbørn, har truffet i forbindelse med udarbejdelsen af vejledningerne til målgruppen af børn 0-6 år.
  • Pilotprojektet på Efterskolen på Synscenter Refsnæs som oplever, at metoden ”De udvidede læringsmål” bidrager til et mere systematisk og fokuseret afsæt for at iværksætte de fornødne indsatser i undervisningen. Indsatser der understøtter elevernes forudsætninger for at blive uddannelsesparate – og i tilknytning medfører mere systematisk og fokuseret dokumentation i elevplaner. 

Projektets resultater 

Projektets umiddelbare resultat er ”Den nationale vejledning”, der består af ti handlingsanvisende vejledninger. Vejledningerne skal ses som et supplement til synskonsulenternes rådgivning, og vi håber, at vejledningerne vil bidrage til den lokale vejledningsindsats i familier og på dagtilbud og skoler. 

Desuden er det første gang, at vi på så systematisk vis har opsamlet og dokumenteret den faglighed og store praksisviden, der findes på børnesynsområdet og kombineret og underbygget den med aktuel viden fra systematiske videns- og litteratursøgninger. Vi forventer, at projekt NNS kan danne grobund for flere vidensdelingsprojekter og et fortsat mere systematisk samarbejde på tværs af børnesynsområdet. 

Det videre forløb – implementering af ”De udvidede læringsmål” og evaluering af projektets indsatser 

Nu starter det store arbejde med at implementere ”De udvidede læringsmål”, som er den metode vejledningerne er bygget op omkring, på børnesynsområdet i Danmark.

Ydermere har projektets styregruppe, som består af ledelse fra kommunale og regionale kommunikationscentre samt ledelse fra de to landsdækkende tilbud, aftalt, at projektets indsatser skal evalueres inden for de nærmeste år, så vi kan måle, om vejledningerne bliver brugt og om metoden ”De udvidede læringsmål” gør en forskel i praksis.  

Stor tak til alle, der har bidraget til projektet 

Et stort tak skal lyde til alle vores samarbejdspartnere. Vi kunne ikke stå med ti færdige vejledninger uden understøttelse fra dygtige synskonsulenter og fagprofessionelle fra hele landet, faglig sparring i en engageret styregruppe, konstruktive indspark og refleksioner fra følgegruppe og interesseorganisationer og de forældre, pædagoger og lærere til børn med synsnedsættelse, som delte ud af deres erfaringer og viden til gavn for projektet.


Rigtig god læselyst. 

De bedste hilsener, 

Berit Houmølle 
Vicecenterleder på Synscenter Refsnæs og projektleder på projekt NNS 

Kenn Steen Andersen 
Centerleder på Synscenter Refsnæs og styregruppeformand på projekt NNS 


Fakta:

Analyser fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser, at der i årene 2009 til 2015 er sket et fald i andelen af blinde og stærkt svagsynede i alderen 30-35 år, der har en kompetencegivende uddannelse. I 2009 havde 52 pct. en kompetencegivende uddannelse, mens det samme kun gjorde sig gældende for 38 pct. i 2015. 

Socialstyrelsens anbefalinger fra Forløbsbeskrivelse om Rehabilitering og undervisning af børn og unge med alvorlig synsnedsættelse finder ved gennemgang af forskningslitteraturen følgende risikofaktorer, der hæmmer målgruppens inklusion og kan føre til mistrivsel og isolation: 

  • færre venner 
  • færre muligheder for socialt samvær 
  • færre muligheder for at udvikle interpersonelle evner i relation til andre 
  • eksklusion fra jævnaldrendes aktiviteter og miljøer 
  • overgangsproblematikker.