Botilbud på Efterskolen

Lovgrundlag

Visitation jf. Serviceloven § 66.1 samt § 52a.

Takst pr. kalenderdag 

Se takster her

Målgruppe

Børn og unge fra 8. til 10. klasse, hvor synsnedsættelsen er den primære funktionsnedsættelse, evt. i kombination med lettere psykiske eller fysiske udfordringer, herunder social isolation.

Transport til og fra botilbud

Efter aftale mulighed for transport til hjemmebesøg i weekender og ferier til centrale steder på Sjælland, Fyn og i Jylland. Der er kørsler ca. hver anden weekend samt de fleste ferier og helligdage.

Indsats

Omdrejningspunktet i den specialiserede indsats er trivsel og udvikling af sociale og faglige kompetencer, der giver bedst mulige betingelser for selvstændig, aktiv deltagelse og inklusion i videre uddannelse, job og generelt i voksenlivet.  Træning af ADL, orientering og mobility samt social deltagelse i ungefællesskabet vægtes højt i den individuelle indsats og er en del af hverdagen, som tilrettelægges med dette fokus. Centralt i denne indsats er et tværfagligt samarbejde mellem pædagoger og lærere på efterskolen

Medarbejdergruppen

Medarbejdergruppen er primært pædagoger alle med basisuddannelse og grundlæggende kompetencer i synsfaglighed.  En stor del af pædagogerne har udover deres grunduddannelse også diplomuddannelse i relevante retninger, fx synsudredning, synsrehabilitering, ADL, orientering og mobility m.m.

Pædagogiske metoder og tilgange

Vi vægter, at vores pædagogiske indsats baserer sig på evidensbaserede metoder, som sikrer anvendelse af den bedst mulige viden inden for vores felt. 

Det pædagogiske arbejde tager primært afsæt i en anerkendende, narrativ og relationel tilgang.

Anerkendende tilgang

Den anerkendende pædagogiske tilgang betyder, at de unge mødes med respekt, tillid og åbenhed og at alle voksne er parate til at lytte og søge at forstå den unges perspektiv. Respekt for den unges følelser og bevæggrunde samt krav og forventninger, der er afpasset alder og udviklingstrin, er det pædagogiske afsæt.

Formålet med denne tilgang er overordnet, at børn og unge skaber en identitet, som rummer større tillid til og håb om at opnå det liv, som de ønsker.

Relationel tilgang

Vores væsentligste redskab i det daglige er relationen. Det relationelle er centralt og helt grundlæggende i det pædagogiske arbejde med alle unge og udfoldes i alt samvær og alle aktiviteter. 

Den relationelle tilgang går hånd i hånd med den anerkendende og narrative tilgang og understøttes af formelle strukturer, hvor alle unge har en kontaktpædagog og en individuel plan. Kontaktpædagogen har en særlig opgave i at sikre gode relationer omkring den unge, herunder at samle indsatsen og samarbejde med pårørende m.m.

I tilknytning til ovenstående er udviklingsbeskrivelse og stressprofil en del af det systematiske og metodiske pædagogiske arbejde.

Dagligdag

Hverdagen er tilrettelagt med genkendelige rutiner, tilrettelagt efter deltagelse i fællesskabet samt ud fra aftaler om individuelle mål og delmål. Udover det planlagte er der i det levende ungemiljø plads til impulsivitet og nye aktiviteter.

  • Morgenmåltidet er, som de øvrige måltider, fælles for dem, der ønsker at deltage, ellers individuelt.
  • Alle unge går i skole.
  • Efter skole er der mulighed for deltagelse i sociale fælles eller individuelle aktiviteter. Medarbejderne er til stede og deltagende, vejledende og støttende i aktiviteter og det relationelle fællesskab. 
  • Den målrettede indsats jf. handleplaner er en del af eftermiddagens og aftenens aktiviteter. Der er i løbet af ugen faste aftaler om madlavning, rengøring og tøjvask som en del af ADL-træningen.
  • Aftensmad laves af dagens madhold – borddækning m.m er en del af opgaven.
  • Før og efter spisning foregår der alt fra lektielæsning til ungemøde, goalball, svømmehal, aftenkaffe hygge, bytur, spil, tøjvask m.m.
  • Der er tilbud om musikundervisning i fritiden. En del af undervisningen foregår som individuel instrumentalundervisning eller træning af sangteknik eller sangskrivning.

Den anden del er fælles undervisning for de unge, hvor der trænes samspil i efterskolens band.  Det er frivilligt, om man ønsker at deltage i musikundervisningen i fritiden. 

I stort set alle aktiviteter på og uden for Synscenter Refsnæs, er der fokus på at træne færdigheder i orientering og mobility.  Sammen med orientering og mobilityinstruktør, er der mulighed for individuel træning på Synscenter Refsnæs' område, således at den unge er i stand til selv at færdes.

Fysiske rammer

Efterskolens botilbud er en del af Midterhuset, hvor  botilbuddet Fløjen ligger i stueetagen og Efterskolen på 1. sal, hvilket giver mulighed for socialt samvær og aktiviteter for børn og unge på tværs i de to tilbud. Midterhuset ligger centralt på Synscenter Refsnæs, tæt på svømme- og idrætshal, skole m.m.

Efterskolen er indrettet til målgruppen med lys, ledelinjer, farver m.m. og indeholder 10 enkeltværelser, velindrettede toilet- og baderum, aktivitetsrum og vaskerum fælles med Fløjen, køkken og stue som fællesrum for efterskolens elever.

Kvalitetssikring

Tilbuddet er godkendt af Socialtilsyn Øst. Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med botilbuddet. Klik her for at læse de seneste tilsynsrapporter.

Botilbuddet arbejder efter Den danske kvalitetsmodel og bliver løbende kvalitetsvurderet af Socialafdelingen i Region Sjælland. 

Resultatdokumentation

Tilbuddet arbejder med individuelle planer, indeholdende mål og delmål i dialog med børn og unge, pårørende og efter den kommunale handleplan. Dokumentation af indsats og resultater føres i dagbogssystem, Sensum Bosted. Der afholdes konferencer halvårligt, hvor den unge, pårørende, kommunal sagsbehandler, synskonsulent m.fl. inviteres til at deltage. Op til konferencen sendes den individuelle plan med status.

Er du interesseret i at høre mere om vores botilbud, er du meget velkommen til at kontakte områdeleder Susanne Johansen. Det er altid muligt at aftale et besøg på Efterskolen eller andre af Synscenter Refsnæs' bo- og skoletilbud.

Det er også muligt at få et praktikophold på 1-2 uger for at prøve, om tilbuddet er noget for den unge – praktik er uden beregning.

Se mere om Efterskolen som skoletilbud